Udviklingstraumer kan opstå i de tidlige barneår, hvor barnets selvforståelse, kontaktevne og tilknytningsevne er under udvikling. Hvis barnet ikke modtager den nødvendige støtte kan det få problemer med at mærke sig selv, sine følelser og sine behov. Det kan udvikle en mistillid til andre mennesker og have svært ved at række ud efter andre eller sætte sine grænser. Barnet udvikler et skævt selvbillede og vokser op med en indre oplevelse af forkerthed, der præger personligheden og begrænser livsudfoldelsen.

Manglende støtte, omsorgssvigt og fravær af kærlig kontakt er traumatisk for et lille barn, der er helt afhængig af omgivelserne for at klare sig. Barnets eneste mulighed for at håndtere svigt og overgreb er at ”lukke af” for de følelser og behov omgivelserne ikke er i stand til at komme i møde. Denne nedlukning kan ses som en livsvigtig overlevelsesstrategi, der hjælper barnet med at håndtere og overleve traumatiske og smertefulde oplevelser. Hos den voksne er det paradoksalt nok disse overlevelsesstrategier, der kan komme til at stå i vejen for evnen til at udvikle tillidsfulde relationer til andre mennesker.

Nedlukningen og oplevelsen af at der er dele af barnet der ikke er velkomment, bidrager til udviklingen af det skæve selvbillede. Selvværdsproblemer og en lang række lidelser som spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd og angstlidelser , kan udvikle sig på baggrund af udviklingstraumer. Når barnet mister kontakten med vitale dele af sig selv og sin livsenergi, vil det have en skadelig virkning på barnets evne til at regulere sine følelser. Der opstår en dysregulering/ ubalance i det autonome nervesystem, der påvirker funktioner som vejrtrækning, puls, blodtryk, fordøjelse og søvn.

Denne mangelfulde reguleringsevne er afgørende for hvor sårbare vi er i forbindelse med stress og traumer og ses i dag som et grundlæggende element i psykiske såvel som fysiske problemer. Den dysregulering der finder sted i det autonome nervesystem kan udvikle sig til en lang række psykosomatiske lidelser og der er i dag øget interesse for sammenhængen mellem tidlige traumer og de kroniske lidelser der får betegnelser som fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, autoimmune sygdomme, allergier, kroniske smertetilstande mm.

Om arbejdet med udviklingstraumer:

I arbejdet med udviklingstraumer læner jeg mig grundlæggende op ad den integrale psykologi med opmærksomhed på alle lag i den menneskelige væren. Metodemæssigt anvender jeg ofte elementer af den ”neuro affektive relationelle metode” også kaldet NARM. NARM er en model der integrerer den kropslige og den psykologiske tilgang i arbejdet med udviklingstraumer. Der arbejdes både med de ubalancer og dysreguleringer der optræder i kroppen og i nervesystemet, med de relationelle problemer og med det skæve selvbillede. Der startes altid med afsæt i kroppen med henblik på at skabe rum for en kropslig forankring af følelser og behov. Ved hjælp af det man kalder somatisk mindfulness arbejdes der på at genskabe trygheden ved at mærke kroppen og dermed muligheden for at genetablere kontakten med de følelser og behov der er blevet lukket ned for, fordi de i barneårene er blevet opfattet som forkerte eller måske ligefrem farlige.

Når man arbejder med at genskabe kontakten med gamle bandlyste følelser og behov, vil man uundgåeligt opleve angst. Det er vigtigt at få støtte til at møde denne ”gamle” angst fra et mere sikkert sted her i nutiden, hvor der er andre handlemuligheder og flere ressourcer. Kroppen husker fortidens svigt og overgreb og bliver ved med at sætte alarmer i gang, hver gang vi møder noget der bare minder om det der skete i fortiden. Først det øjeblik man får hjælp til at regulere og dæmpe angsten, så kroppen igen bliver et trygt sted at være, er det muligt at arbejde med selvforståelsen og tankerne på en måde, der kan skabe varige forandringer.